Skip to content

Ny analyse fra 2030-panelet viser, at verdensmålene ikke prioriteres i dansk lovgivning

Om lidt rejser danske ministre til verdens største topmøde om Verdensmålene, SDG Summit i New York, for at sætte skub på den globale samfundsudvikling. Alligevel viser en ny analyse fra 2030-panelet, at regeringen ikke arbejder systematisk med at indtænke Verdensmålene, når der udvikles ny politik og lovgivning. 2030-panelet vil fremadrettet arbejde for at styrke den politiske efterspørgsel sammen med Folketingets politikere for at sikre, at Danmark opfylder sine globale forpligtelser i det politiske maskinrum.

På mandag rejser danske ministre til SDG Summit i New York, der er klodens største topmøde om Verdensmålene, for at sætte skub i den globale samfundsudvikling med toppolitikere fra hele verden. Som ét af de lande, der figurerer højt på listen, når det gælder opfyldelsen af målene, kan Danmark indtage rollen som et foregangsland. Alligevel viser en ny analyse fra 2030-panelet, baseret på en undersøgelse foretaget blandt embedsmænd, at der ikke er politisk efterspørgsel efter at indtænke Verdensmålene, når der udvikles ny politik og lovgivning. 2030-panelet, der netop har til opgave at levere løsninger og rådgive Folketingets arbejde med Verdensmålene, ønsker på baggrund af undersøgelsen at samarbejde med folketingets politikere og regeringen om at finde konkrete løsninger på hvordan verdensmålene kan indtænkes når ny lovgivning udvikles.

Altinget dokumenterede i juni 2022, at der i folketingsåret 21/22 kun i en tredjedel af alle lovforslag er konsekvensvurderet i forhold til Verdensmålene – altså en vurdering af om et givent nyt lovforslag hæmmer eller fremmer Danmarks arbejde mod at nå i mål med Verdensmålene. Samme resultat fik Altinget, da de i august 2023 kom med en ny kortlægning. Der er altså ingen fremgang at spore i arbejdet med at sikre, at ny lovgivning lever op til Danmarks forpligtelse til at nå verdensmålene, på trods af, at Regeringen har forpligtet sig til at indtænke målene, når de udvikler ny politik.

2030-panelet har været i dialog med Folketingets tværpolitiske netværk for FN’s verdensmål (2030-netværket) om at se nærmere på kvaliteten og brugen af konsekvensvurderingerne. Folketingets 2030-netværket arbejder for at fremme FN’s Verdensmål og udøve parlamentarisk kontrol.

Analysen viser, at embedsmændene oplever en manglende politisk interesse blandt både ministre, folketingsmedlemmer og topembedsmænd, der blandt andet bunder i, at konsekvensvurderinger i forhold til Verdensmålene anses som irrelevante. 2030-panelets formand, Sara Krüger Falk, udtaler at det er problematisk, at der ikke er politisk efterspørgsel, når det gælder Verdensmålene.

” Det er bekymrende, at undersøgelsen viser, at der ikke er tilstrækkelig politisk efterspørgsel efter at embedsværket prioriterer at konsekvensvurdere hvordan ny lovgivning påvirker verdensmålene både positivt og negativt. Jeg hæfter mig dog også ved, at politikerne, når de bliver spurgt, faktisk ønsker at få en vurdering i forhold til verdensmål, så de kan vedtage nye love på et oplyst grundlag. Det er positivt, og jeg håber at 2030-panelet kan bidrage til at skabe øget opmærksomhed om sammenhænge mellem forskellige problematikker afspejlet i verdensmålene så kommende lovforslag kan udformes med mest positiv effekt og mindst negativ effekt på andre mål,” siger Sara Krüger Falk, der henviser til en række interviews, der fremgår i analysen, foretaget blandt danske folketingsmedlemmer.

2030-panelet vil samarbejde med 2030-netværket om at styrke det politiske fokus på Verdensmålene

2030-panelet vil derfor samarbejde med Folketingets politikere om at øge den politiske efterspørgsel, der skal være med til at sikre, at politikerne kan vedtage ny lovgivning på et oplyst grundlag om konsekvenserne for Verdensmålene.

Idealet er, at der konsekvensvurderes på tværs af ministerierne når ny lovgivning udarbejdes, så både negative og positive konsekvenser vurderes. Formålet med konsekvensvurderinger, er at styrke det lovforberedende arbejde, så der er bedre udgangspunkt for dialog og forståelse af, hvordan et lovforslag kan påvirke andre områder. Den dialog vil 2030-panelet gerne starte på baggrund af undersøgelsen.

Formand for Folketingets 2030-netværket, Marianne Bigum, udtaler:

”Selvom det er på en bekymrende baggrund, er jeg glad for, at der kommer fokus på, hvordan vi politikere kan tænke verdensmålene ind i det lovgivende arbejde. Konsekvensvurderingerne af lovforslag har potentialet til at være et nyttigt instrument i Danmarks indfrielse af verdensmålene. Derfor ser jeg frem til samarbejdet med 2030-panelet om, hvordan vi kan forbedre vurderingerne, så de kan bruges mere aktivt i Folketingets daglige arbejde.”

2030-panelet arbejder for, at Danmark opfylder Verdensmålene

2030-panelet er nedsat af Folketingets 2030-netværk og er et tværsektorielt ekspertpanel, der har til formål at understøtte, kvalificere og inspirere 2030-netværkets politiske arbejde med at fremme FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.

2030-panelets formand, Sara Krüger Falk, deltager i SDG Summit i New York den 18. september, og vil her have fokus på at styrke det tværsektorielle samarbejde om Verdensmålene, så politikere, privatsektoren og civilsamfundet får de bedste rammer for en fælles indsats om at implementere verdensmålene.

Yderligere oplysninger og citater:

For yderligere oplysninger om undersøgelsen kontakt Jesper Nygård, Adm. Direktør i Realdania via Line Nóvel på lino@mm.dk eller tlf. 60887784

 

Back To Top