Skip to content

Thomas Ravn-Pedersen: Forbrugsfesten skal slutte for at det rigtig sjove kan begynde

Årets Verdensmålsuge løber af stablen 5-6. november i København. Direktør for Verdens Bedste Nyheder, Thomas Ravn-Pedersen, fortæller hvad du skal se frem til at opleve.

Thomas Ravn-Pedersen er netop vendt hjem fra New York, hvor han med spænding har fulgt vedtagelsen af FN’s nye fremtidspagt. Trods et forsøg i sidste øjeblik fra russisk side på at forpurre vedtagelsen, og et par neglebidende øjeblikke undervejs, får Thomas Ravn-Pedersen håb af den nye FN-aftale:

”Da jeg læste den endelige tekst og gik den igennem, blev jeg simpelthen så lettet og glad, fordi det er det vigtigste dokumenter i mange, mange år fra FN’s side. Og der en meget progressiv stemning i hele dokumentet. På den ene side kan man sige, at teksten bliver vedtaget på en dyster baggrund, fordi det jo handler om, at vi er ved at ødelægge den planet vi bor på. Men at teksten er så præcis og så skarp, det gør mig virkelig håbefuld.”

”Så jeg håber også, at der bliver et aftryk fra FN’s generalforsamling og Summit of the Future på den debat, vi skal have herhjemme under Verdensmålsugen, og at det kan minde os om, at vi ikke er færdige med Verdensmålene.”

Hvad håber du at opleve under Verdensmålsugen?

”I alle verdens lande er der områder, hvor vi er bagud. I Danmark gælder det særligt vores forbrug, vores forhold til naturen og CO2-udledninger, og der går det simpelthen stadig ikke hurtigt nok. Hvis den debat kan komme frem igen, og vi tager det alvorligt, vil det gøre mig rigtig glad.”

Tilmeld dig debatten: Fra forbrugsfest til cirkulær omstilling

Debatten om eks. biodiversitet og iltsvind i havet fylder en del i mediebilledet for tiden. Hvad kan Verdensmålene bidrage med til den debat?

”Det vigtigste er de enkelte temaer i Verdensmålene – ligestilling, bæredygtigt forbrug, biodiversitet, beskyttelse og genopretning af naturen. Så for mig behøver vi ikke at snakke om Verdensmål, hvis vi i stedet snakker om biodiversitet eller genopretning af livet i fjordene.

”Men man kan sige, at det gode ved Verdensmålene er, at de minder os om, at vi ikke kan nøjes med ét emne. Altså at der er nogle ting, der hænger sammen, og noget vi skal lære om i skolerne og i virksomhederne, så vi bevæger os i en mere bæredygtig retning.”

Tilmeld dig debatten: Biodiversitet fra det lokale til det globale

”Det gode ved Verdensmålene er, at de giver ligesom et forklaringstæppe. Men det, at der kommer en rapport om iltsvind i danske farvevande, det har vi også tidligere beskrevet i bl.a. statusrapporten for Verdensmålene i Danmark for 2022. Og det er tragisk, men jeg vil sige, at det overrasker mig egentlig ikke, fordi vi netop lige på det punkt er kommet i en rigtig skidt situation, hvor der er brug for noget handling.”

Er der et særligt emne, du glæder dig til at debattere på Verdensmålsugen?

”Jeg tror, det er enormt vigtigt, at vi hjælper hinanden med at tale om og give plads til, at vi hver især tænker ’hold da op, det er svært det her. Hvad skal jeg gøre? Nytter det noget?’ At vi giver plads til tvivlen, men netop også hjælper hinanden med at sige, ’ja, det er vigtigt, det du gør, og tak fordi du gør det.’”

”Derfor er jeg også glad for, at vi med Verdensmålsprisen kan fejre dem, der i den grad går forrest, og som måske også får nogle knubs for det. At arbejde for en mere bæredygtig verden er jo også noget med at udfordre vores vaner og det vi er vant til og trygge ved.”

Tilmeld dig prisoverrækkelsen: Verdensmålsprisen 2024

”Der er Verdensmålene et wake-up call. For forbrugsfesten har nok været en fest, men har også haft en meget høj pris, og den har vi ikke længere overskud til at betale. Nu skal vi finde en anden måde, og det kunne faktisk måske ovenikøbet være vildt spændende, og det kunne være sjovt og anderledes, og det kan måske endda skabe noget mere trivsel.”

”Så det skal ikke blive sådan noget med, at så må vi ikke det ene, og så må vi ikke det andet. Men i stedet handle om, hvad er det for en verden, vi drømmer om? Altså, hvad er vigtigt for mig? For min familie? Og hvad er det vi skal have meget mere af?”

Spørgsmål som disse – og meget mere mellem himmel og jord – bliver sat på dagsordenen under Verdensmålsugen, der løber af stablen 5.-6. november 2024 i København. Se det fulde program og tilmeld dig her.

Back To Top