Skip to content

Sara Krüger Falk: Der skal handling bag ordene, hvis fremtidspagten skal lykkes

”Jeg havde ønsket, at vi fra FN’s talerstol også havde sagt, at Danmark når mange verdensmål, fordi vi er et rigt land. Men også at vi godt ved at vi er en del af problemet, og derfor tager vores ansvar på os og sætter ind, dér hvor vi har de største aftryk,” siger Sara Krüger Falk om det netop overståede FN-topmøde i New York.

Sara Krüger Falk var i slutningen af september i New York, hvor hun fulgte FN’s generalforsamling tæt og deltog i New York Climate Week. Nu er hun landet i Danmark igen med fornyet håb for det multilaterale samarbejde – men det håb afhænger af, om verdenslederne gør alvor af de pæne ord.

”Det er i min optik utrolig afgørende, at vi samarbejder på tværs af landegrænser og finder en fælles retning – også med de lande vi ikke altid er enige med. Og det lykkes med FN’s fremtidspagt, der genbekræftede opbakningen til verdensmålene og behovet for handling på vegne af fremtidens generationer. Så det giver mig en fornyet optimisme og et håb for verden,” siger Sara Krüger Falk, der i ud over at være direktør i UN Global Compact Denmark også er formand for 2030-panelet.

Verdensmålene er også vores ansvar

Trods det spirende håb ærgrer hun sig over, at den danske regering, der er i New York blev repræsenteret af bl.a. statsminister Mette Frederiksen, ikke var mere ambitiøse på FN’s talerstol:

”Jeg er en smule skuffet over, at budskabet som jeg hørte det fra dansk side, var, at Verdensmålene mest er et anliggende for udviklingslande. At det ikke er et problem for Danmark, fordi vi er rige. Og det synes jeg er meget ærgerligt, fordi vi i Danmark er en meget stor del af problemet. Fordi vi er rige, har vi også mulighed for virkelig at sætte skub på den omstilling, der er brug for.”

Statsminister Mette Frederiksen deltog i en paneldebat om Verdensmålene i New York 24. september. Foto: IISD/ENB – Diego Noguera

”Jeg havde ønsket, at vi fra FN’s talerstol også havde sagt, at Danmark når mange verdensmål, fordi vi er et rigt land. Men vi er også en del af problemet, og derfor tager vi også vores ansvar på os.”

En ny handlingsplan for verdensmålene er nødvendig

Hvilken betydning tror du, at den nye fremtidspagt vil få?

”Fremtidspagten kan få stor betydning, hvis den bliver implementeret i de forskellige lande. Hvis den ikke gør, så får den ingen betydning.”

Hvad kan den danske regering gøre for at gå forrest og vise, at man mener det seriøst med den her fremtidspagt?

”Der er meget, den danske regering kan gøre for at vise, at de tager det seriøst. Det første er at sikre, at vi har en handlingsplan for verdensmålene, og at der er en koordination på de mange indsatser, der skal til. Jeg oplever, at der er rigtig mange aktører i Danmark, der alle efterspørgerpå en ny handlingsplan, fordi vi tror på, at der ligger mange muligheder og løsninger i et tættere samarbejde på tværs af erhvervsliv, forskning og civilsamfund.”

Verdensmål og CSRD bør gå hånd i hånd

Nu skal vi jo snart til Verdensmålsugen fra 5-6. november i København, hvor et af emnerne i år er ESG-rapportering og CSRD, som er et emne der fylder meget for dig. Hvad håber du, at den debat kan bidrage med?

”I øjeblikket bliver der snakket rigtig meget om CSRD og ESG, men ofte bliver det ikke talt i sammenhæng med verdensmålene. Jeg ser en fuldstændig en-til-en sammenhæng mellem det at lave sin bæredygtighedsrapportering og det at vise fremdrift mod verdensmålene.”

”Fordi de virksomheder, der arbejder målrettet med dokumentation af deres påvirkninger på omverdenen, som man gør med CSRD, jo også er dem, der kan sige mest om deres fremdrift mod verdensmålene.”

”Så mit håb er, at virksomhederne bruger CSRD og deres øgede bevidsthed af deres negative indvirkninger til at ændre deres forretningsmodeller. Man kan måske godt være lidt hård og sige, at de behøver ikke hele tiden sætte det i en kontekst til verdensmålene, men de skal i hvert fald sætte det i en kontekst til handling,” slutter Sara Krüger Falk.

Verdensmålsugen afholdes 5. – 6. november 2024 på Christiansborg og hos Altinget. I 2024 sætter vi fokus på biodiversitet og cirkulær økonomi og dykker ned i, hvordan vi får skabt langsigtede politiske forandringer. Læs mere og tilmeld dig her.

 

Back To Top