Bragt i Klimamonitor d. 7 december 2023. Det er ikke nok at forske i tekniske løsninger. Lige så vigtigt er det at opbygge viden om, hvad der får os til at efterspørge bæredygtighed. FN’s Verdensmål kan være et pejlemærke, skriver Lene Dammand Lund, Simon Kjær Hansen og Steen Hildebrandt på vegne af 2030-panelet i klimamonitor idag.
Vi ved godt, hvad der skal til for at leve grønnere. Færre flyrejser, mindre kød på tallerkenen, mindre forbrug.
Alligevel gør vi, som vi plejer. Viden og teknologiske løsninger betyder ikke i sig selv en omstilling til en grønnere og mere bæredygtig livsstil eller grønnere og mere bæredygtig produktion.
Derfor bør de midler, der er afsat til grøn omstilling i Folketingets forskningsreserve ikke bare gå til undersøge, hvad der teknologisk skal til, for at vi lever og producerer mere bæredygtigt.
Der er også behov for at undersøge og styrke vores efterspørgsel efter bæredygtighed.
Og når det gælder, hvad der skal til for at få os til at handle anderledes, ligger svarene ikke alene i teknologien, men også i kultur, kunst, humaniora og samfundsvidenskab.
Klimakrisen truer flere menneskelige balancer
I forskningsreserven 2024 er afsat 2,6 milliarder kroner til at forske i emner som CO2-lagring, plantebaserede fødevarer, reduktion af madspild, klima og håndtering af PFAS.
Det er vigtige emner, som understøtter den grønne omstilling og vores klimamål. Hvis altså forskningen medfører, at vi reelt bruger den nye viden til at handle anderledes og omstille os. Som den seneste FN-rapport, der udkom en uge før klimatopmødet COP28 i oliestaten Dubai, slog fast, er vi ikke bare på forkert, men på katastrofal kurs, når det gælder klimaet.
Vores CO2-udslip er ikke i nærheden af at være reduceret, så vi kan holde os på en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader. Tværtimod ser temperaturen ud til at bevæge sig op mod de tre grader. Og klimakrisen har konsekvenser – ikke bare for balancerne i naturen, men også for mange andre af de balancer, der er omfattet af FN’s verdensmål.
Mål 2 om sult, mål 10 om mindre ulighed, mål 3 om sundhed og trivsel.
Klimaforandringerne er sammen med den nært beslægtede biodiversitetskrise den største trussel mod folkesundheden i vores århundrede,« skrev Ugeskrift for Læger i et temanummer samme uge, som FN’s klimarapport udkom og understregede, at den pointe gælder her i Danmark, ikke bare i det globale syd.
Nimby handler om hverdagsliv og æstetik
De officielle klimarapporter fokuserer typisk på de elementer af grøn omstilling, som handler om udbud, altså tekniske indsatsområder som omlægning af produktion, infrastruktur, energiforsyning, vandforsyning og så videre.
Efterspørgsel og adfærd berøres ofte kun sporadisk. Og stopper typisk ved en konstatering af, at sociokulturelle forhold og livsstil kan have en negativ indflydelse på udviklingen. At motivationen for omstilling generelt er ret lav og utilstrækkelig, hvis ikke den følges af strukturelle og kulturelle forandringer.
Begrebet ’not in my backyard’ indrammer lige præcis dette.
Opførelsen af vindmøller handler ikke alene om at implementere en teknisk løsning, men i høj grad også om noget, der påvirker vores æstetiske natursyn, naboskabet, hverdagslivet. Og det er ofte her, udfordringerne opstår. Grøn energi er ikke så svært på den tekniske side, som på den sociologiske og adfærdsmæssige dimension.
Samsø som foregangs-ø
Et eksempel på, hvordan teknologiske og menneskelige faktorer kan spille konstruktivt sammen, finder man på Samsø, der lykkedes med at blive energi-ø, netop fordi man inddrog sociale og demokratiske aspekter.
De var lige så vigtige for Samsøs omstilling som selve de tekniske løsninger. Modsat er arbejdet med de planlagte energi-øer i Nordsøen sat på pause.
Implementeringen af den slags storstilede og ressourcekrævende infrastrukturprojekter kan løbe ind i mange problemer, hvis ikke der samtidig arbejdes holistisk med de sociale forudsætninger for projekterne og uddannelse for bæredygtig udvikling.
Teknologierne har brug for folkelig forståelse
Teknologierne har behov for den folkelige forståelse og opbakning. Hvis ikke vi handler anderledes, har andre idealer for skønhed, spiser, bor og transporterer os anderledes, når vi ikke i mål.
Vi har ikke kun brug for tekniske løsninger, der kan håndtere CO2-udledninger og PFAS, men også for den viden, der udspringer fra kunst, kultur og humaniora, hvis vi skal finde reelle løsninger på klimakrisen. Eller som samfundstænkeren Jane Bennet formulerer det:
»Det er, når vi oplever øjeblikke af fortryllelse, glæde og sindsforstyrrelse, at vi øger den motivationsenergi, som er nødvendig, for at vi kan komme fra en erkendelse af et etisk princip til en adfærd, der omsætter dette etiske princip til handling. (…) Der bliver ikke tale om begrønning af økonomien, ingen omfordeling af velstanden, ingen håndhævelse eller udvidelse af rettigheder, uden menneskelige dispositioner, stemninger og kulturelle forsamlinger, der opfører sig gæstfrit over for disse forandringer.«
Verdensmål viser nødvendig sammenhæng
FN’s 17 verdensmål bliver ofte kritiseret for at være for lidt konkrete og for fluffy til, at de kan bruges som målepunkter i den grønne omstilling.
Men verdensmålene repræsenterer netop den holisme, som er nødvendig. De kan bruges som en prisme til at komme hele vejen rundt, så vi ikke bare fremmer udviklingen inden for et lille teknologisk hjørne, men har forståelse for, hvordan teknologien hænger sammen med det menneskelige aspekt og med vores forhold til naturen.
Lad dem være retningsgivende for den politiske forståelse og for udmøntningen af forskningsmilliarderne i den grønne omstilling. Vi har ikke råd til at lade være.
Debatindlæggets afsendere er LENE DAMMAND LUND, SIMON KJÆR HANSEN OG STEEN HILDEBRANDT, medlemmer af 2030-panelet.
