Det er glædeligt at kunne byde velkommen til panelets to nye medlemmer – Nanna Højlund (forkvinde i Kvinderådet) og Charlotte Jepsen (adm. direktør i FSR – danske revisorer) i disse ellers turbulente Corona-tider. Et stort velkommen skal også lyde til Louise Holck, der overtager Jonas Christoffersens stilling som direktør i Institut for Menneskerettigheder og plads i panelet.
Nanna Højlund er næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og forkvinde i Kvinderådet. Hun har deltaget i CSW for Kvinderådet og har et godt netværk i forhold til FN’s kvindekommission. Nanna kan bidrage med det store arbejde som Kvinderådet laver omkring verdensmålene og ligestilling. I 2020 er Nanna meget engageret i Generation Equality og i at få flere unge med i arbejdet med ligestilling. Hun har både en national og en international vinkel.
Charlotte Jepsen er direktør i Foreningen af Statsautoriserede Revisorer. Som medlem af 2030-panelet vil Charlotte som adm. direktør for FSR – danske revisorer bringe branchens erfaringer og analyser i spil. Som offentlighedens tillidsrepræsentant spiller revisorer en stor rolle i dialogen med danske virksomheder og organisationer i forhold til vigtigheden af pålidelige data og transparens om fremdrift både inden for det finansielle område og inden for bæredygtighed.