Professor emeritus, Steen Hildebrandt træder af som formand for 2030-Panelet, 2030-Netværkets rådgivende organ for vidensdeling og samarbejde om opnåelse af Verdensmålene. ”Det er min opfattelse, at der venter store opgaver for Panelet forude, og jeg synes, at tiden er inde til, at vi netop i overgangsfasen udpeger et nyt formandskab, der kan lede Panelet videre i løsningen af de næste års vigtige opgaver på verdensmålsdagsordenen”, udtaler Steen, der forbliver i Panelet som menigt medlem.
Steen har stået i spidsen for 2030-Panelet siden dets oprettelse i 2017 og nået en milepæl ved lanceringen af Vores Mål-rapporten den 1. september, der med 197 målepunkter oversætter verdensmålene til en dansk kontekst. Det har blandt andet givet anledning til Panelets 39 konkrete anbefalinger til politiske beslutningstagere.
En enig styregruppe for 2030-Netværket har besluttet at udpege Sara Krüger Falk, direktør i Global Compact Network Denmark, som ny formand for Panelet og Clara Halvorsen, Styrelsesmedlem i DUF, som næstformand (nyoprettet stilling). Sara Krüger Falk glæder sig over formandsposten: ”Steen har været en kæmpe drivkraft for Panelet og sat barren højt for vores arbejde. Jeg er imponeret over, hvor meget Panelet allerede har udrettet og jeg er beæret over at overtage posten som formand for 2030-Panelet. Vi er overhovedet ikke i mål med vores arbejde – med 10 år til handling er det tværtimod nu, at vi skal bruge vores bredt forankrede panel og bagland til at presse på for handling og større ambitioner, end dem vi hidtil har set”.
Styregruppen for 2030-Netværket har desuden besluttet at invitere Kirsten Brosbøll, tidligere formand for 2030-Netværket og stifter og direktør i 2030beyond, ind i Panelet, for at kunne trække på hendes store viden og internationale netværk.
Du kan læse Altingets pressemeddelelse om formandsskiftet her.